Spændende brunchbuffet hos Sidecar på Nørrebro
Befinder du dig i den ydre del af det trendy københavnske kvarter Nørrebro, og er du sulten efter en brunch, som er lidt ud over det sædvanlige? Så kan du med stor fordel aflægge den velrenommerede café Sidecar en visit.
Café Sidecar kan bedst beskrives som en fin lokal perle i en del af København, som er i hastig vækst, hvad angår restaurationslivet. I netop dette kvarter skyder de lækre og utraditionelle caféer op som paddehatte – og Sidecar er en af dem.
Sidecar er specialiseret inden for asiatiske retter i budgetvenlig version og i en enkel udformning. I de sene eftermiddagstimer og de tidlige aftentimer kan du således nyde en fantastisk aftenmenu tilberedt og serveret af folkene bag det japanske street food koncept Maobao.
Men morgenen og formiddagen tilhører brunchfolket, og her kan du virkelig forvente at få fuld valuta for pengene.
Brunch buffet hos Sidecar – en ganske særlig oplevelse
Måske forbinder du mest af alt brunchbuffet med kedelige og uinspirerede retter, slaskede røræg og pølser, der har ligget lidt for længe. Sådan foregår det ikke hos Sidecar.
En brunchbuffet hos Sidecar er spækket med brunch- og morgenmadsegnede retter altid frisk tilberedt på råvarer i top kvalitet. Buffet’en serveres fra et stort, rustikt bord placeret midt i lokalet med fri adgang til alle lækkerierne fra alle sider.
Her er ikke noget med at vente i kø, mens maden på tallerkenen bliver kold. De lune retter serveres nemlig direkte fra køkkenet. På den måde er du sikker på, at pandekager, æg, bacon, pølser og vafler holder sig lune og lækre.
På selve buffet’en finder du alt, hvad hjertet kan begære af kolde retter – her under skyr med hindbærkompot og kardemommegranola, Gammel Knas ost, årstidens marmelade, frisk frugt, avocado rugtoast med græskarhummus, syltede radiser samt surdejsbrød.
Som vegetar kan du erstatte kødet med falaffel og urtedip. Og som veganer kan du gå om bord i den veganske buffet bestående af sojayoghurt med hindbærkompot og kardemommegranola, frisk frugt, avocado rugtoast med græskarhummus, syltede radiser og frø, stegte rødbedefalafler med frisk citronurtesauce samt vegansk hjemmelavet ostesauce med sprøde rosmarinkiks og bananbrød til dessert.
Foruden buffet’en tilbyder Sidecar enkeltstående brunch- og morgenmadsretter så som friskbagt croissant, surdejsbrød med ost og kompot af jordbær og appelsin, avocadotoast med græskarhummus, vegansk parmesan, ærteskud og sort sesam, eller en lækker quinoa bowl med hjemmelavede pickles, edamame og rødbede blade.
Kort og godt finder du noget til både den lille og den store sult.