Brunch på Christianshavn – en oplevelse for alle sanser
På din vej fra Indre By til Amager kommer du forbi Christianshavn – måske den smukkeste bydel i hovedstaden. Christianshavn har det hele: Havneudsigt, egen kanal og masser af frisk luft og fri natur lige rundt om hjørnet.
Voldene på Christianshavn er inddelt i bastioner, som vidner om fordums forsvarsstrategier. På disse bastioner er det oplagt at gå søndagstur eller blot dase i solen. Og du skal ikke gå særlig langt, før byens støj forstummer, og du kan nyde roen langs med Stadsgraven, Trangraven, Arsenalgraven, Erdkehlgraven, Minebådsgraven og de andre smukke søer langs voldene.
Bevæger du dig lidt uden for selve Christianshavn, kan du besøge Holmen med de gamle kasernebygninger, den flotte mastekran og mange flere historiske mindesmærker. Du kan lægge vejen forbi Refshaleøen og beundre de gamle værftsanlæg, som i forrige årtusind blev benyttet af B&W. Og her finder du også det utroligt hyggelige madmarked Reffen.
Når du besøger Christianshavn, vil du ikke løbe tør for oplevelser. Og du er aldrig langt fra offentlig transport i form af Metro, bus og den hyggelige havnebus, som lægger til ved Operaen, på Refshaleøen og ved Knippelsbro.
Christianshavn er smukke omgivelser og et hjertevarmt miljø
Christianshavn er hjemstavn for en særdeles varieret arkitektur, som du kan beundre, når du bevæger dig rundt i området. Fra de brostensbelagte gader og stræder kan du måske endda være så heldig at få et lille kig ind i de mange idylliske gårde, som er kendetegnende for det på én og samme tid eksklusive og rustikke beboelsesområde. Christianshavn er nemlig et område med både liv og sjæl.
I modsætning til mange andre københavnske bydele er Christianshavn temmelig tæt befolket og kan præsentere en bred variation af boligformer. Lige fra ejerlejligheder og andelsboliger til almennyttige boliger og så selvfølgelig de mange spændende og finurlige byggerier på Christiania.
Christianshavn – hjemstavn for byens bedste udvalg af mad
Samtidig finder du på Christianshavn et kæmpe udvalg af spændende caféer og restauranter, som hver især har deres egne karakteristika. Der er noget for en hver smag – og pengepung – på Christianshavn, Holmen, Papirøen og Refshaleøen.
Du kan vælge at booke bord hos eksklusive Noma eller innovative Alchemist på Refshaleøen, hvis din aftensmad skal være lidt ud over det sædvanlige. Du kan uden de store falbelader få serveret byens bedste smørrebrød på enten Christianshavns Færgecafé, Ravelinen eller Rabes Have. Og du kan hos Restaurant Kanalen gå ombord i et menukort bestående af fisk, skaldyr, kaviar, grønt og vildt.
Der ud over kan du udforske såvel italienske som franske, kinesiske og vietnamesiske restauranter på selve Christianshavn, ligesom du på Christiania kan gå på opdagelse i et væld af spændende og utraditionelle spisesteder. Og er du i markedet efter brunch eller morgenmad i pittoreske og indbydende omgivelser, er Christianshavn lige stedet for dig.
Spis morgenmad eller brunch på Christianshavn – der er mange muligheder
En af de helt store fordele ved at vælge Christianshavn som destination, når der skal spises ude, er de mange muligheder for at finde et bord med måske Københavns smukkeste udsigt. Mange af de kendte christianshavnercaféer ligger nemlig lige ud til enten havnefronten eller Christianshavns Kanal. Og så bliver det næppe mere malerisk.
De smukke omgivelser er den ideelle ramme om en hyggelig brunch med vennerne eller veninderne eller en romantisk date. Og sætter du bare pris på at befinde dig i et lækkert miljø, når du skal slappe af med en kop kaffe, eventuelt med en bid brød dertil, er Christianshavn også det rette sted for dig.
Christianshavn udmærker sig samtidig ved en afslappet atmosfære og masser af hjerterum. Af samme årsager flokkes såvel indfødte københavnere som turister om bydelen – især i sommerhalvåret – uden at det dog betyder, at den er overrendt.
Der er nemlig masser af plads på Christianshavn. Og masser af spændende caféer hvor man kan spise såvel morgenmad, brunch og frokost som lækre aftensmåltider. I det følgende kan du læse mere om de gode brunchrestauranter, som Christianshavn kan byde på.
Grosen & Falkenbergs – lækker brunch i inspirerende omgivelser
Grosen & Falkenbergs er en helt unik christianshavnerrestaurant med den smukkeste beliggenhed på grænsen mellem Christianshavn og Holmen. Den hyggelige restaurant er opført i en af Havnens historiske husbåde og byder således på både lækker mad og hygge ombord.
Når du besøger Grosen & Falkenbergs i løbet af sommerhalvåret, kan du således nyde din brunch eller frokost fra de solbeskinnede dæk. Der er direkte udsigt til Arsenalgraven, som er navnet på det havneindløb, hvori Grosen & Falkenbergs er placeret. Her kan du se såvel GoBoats som kajakker flyde forbi, mens du spiser.
Grosen & Falkenbergs byder på to forskellige typer brunch, nemlig Sea Brunch og Big Sea brunch. Begge brunchtyper indeholder æg – for eksempel røræg eller spejlæg – med purløg samt brunchpølser serveret med hjemmelavet ketchup. Du får også en lækker hjemmerørt laksetatar med ramsløg pesto.
Er du brødflov kan du stille sulten i brød, smør og vesterhavsost. Og du kan slutte dit måltid af med søde sager så som yoghurt med honning, tørret hindbær og müsli, rød grape med myntesukker, jordbær og hyldeblomst, samt pandekager med blåbærmousse og sirup. Der er således noget til at stille både den lille og den store sult. Og du kan være helt sikker på, at maden holder en formidabel kvalitet!
Traditionel brunch og vegetar brunch hos Café Oven Vande
Tæt på Christianshavns Kanal og Snorrebroen finder du Café Oven Vande, som er en af Christianshavns ældste og mest populære caféer.
Café Oven Vande ligger på hjørnet af Sankt Annæ Gade og Overgaden Oven Vandet – heraf caféens navn. Café Oven Vande er et besøg værd af flere årsager. Hvis du ønsker en af de flotteste udsigter i København, er det Café Oven Vande du skal vælge.
Hos Café Oven Vande kan du nemlig vælge at sidde udendørs på det store serveringsareal ud til Sankt Annæ Gade – en ikke videre befærdet trafikåre. Om sommeren kan du nyde dit måltid med udsigt til kanalen på den ene side og Frelserkirkens snoede spir på den anden.
Den smukke beliggenhed er dog ikke det eneste, som Café Oven Vande har at byde på. Café Oven Vande serverer både brunch, frokost og aftensmad i top kvalitet.
Uanset om du er til en traditionel brunch indeholdende røræg, pølser og bacon, eller om du foretrækker en vegetarisk udgave af en klassisk brunchtallerken, kan dine ønsker imødekommes hos Café Oven Vande. Du kan også sagtens udvide din brunch med tilvalg så som ekstra røræg, bacon eller pølser, eller du kan forsøde platten med pandekager eller en ekstra vaffel. Du kan bestille en ekstra bolle med ost og smør eller supplere med en lækker omelet med enten svampe eller skinke.
Når du bestiller en vegetarisk brunch hos Café Oven Vande, vil samtlige elementer indeholdende kød – for eksempel pølser, bacon eller skinke – være udskiftet med vegetariske alternativer. Du får en helstøbt brunchoplevelse særligt rettet mod det vegetariske publikum. Og du kan stadig nyde en friskbagt pandekage med sirup eller en skål frugt til dessert.
Ren hygge og afslapning på Parterre
En smule gemt af vejen i et gammelt pakhus på hjørnet af Overgaden Oven Vandet og Brobergsgade finder du Parterre. Parterre er et fransk ord som i byggemæssig sammenhæng betegner en etage, som ligger mellem stueplan og kælderplan. Du kommer således ikke helt ned i kælderen, når du tager de få trappetrin ned i Parterres hyggelige cafélokaler.
Den rustikke og velindrettede café er blandt de mest instagrammede af sin slags i København – og det med god grund. Lige fra det smukke decor og til de lækkert anrettede morgenmads-, brunch- og frokostelementer er Parterre gennemført og æstetisk.
Der ud over kan du fra det udendørs serveringsområde få et skønt blik over kanalen med de vuggende både og de kønne bygninger på Wilders Plads lige overfor. Af samme grund er Parterre ganske populær blandt såvel christianshavnere som udefra kommende gæster i løbet af det lune sommerhalvår.
Er vejret ikke til det, kan du tage plads ved et af bordene i caféens indendørs lokaler. Du har også mulighed for at sidde ved vinduet på en barstol og arbejde med din laptop. Uanset om du er på cafétur alene, eller om du er sammen med dine venner, er du velkommen hos Parterre.
En morgenmad eller brunch hos Parterre kan bestå af en Morgentallerken med hjemmebagt bolle, vesterhavsost og smør samt et økologisk blødkogt æg og yoghurt serveret med et glas friskpresset juice. Du kan også vælge at sammensætte din egen brunchplatte ud fra de enkelte elementer. Og er du sulten efter en helt særlig treat, kan du forkæle dig selv med en Croque Monsieur på hjemmebagt sandwichbrød med landskinke, bechamelsauce og revet ost serveret med en vinaigrette salat ved siden af.
The Packhouse på Christianshavn – hjemmebagt surdejsbrød og masser af stemning
Tæt på Torvegade – Christianshavns hovedstrøg for gennemgående trafik – de smukke kanaler og Christianshavn Torv med metrostation og busstoppested finder du The Packhouse.
The Packhouse er blandt de nyeste tilføjelser på den christianshavnske brunchscene. Du skal ligesom på Parterre et par trin ned, hvis du vil side inden døre. Men her gemmer der sig så til gengæld en sand perle, hvad angår lækker morgenmad og brunch.
The Packhouse kan tilbyde en såkaldt Basic Brekkie, som er en solid morgentallerken eller en brunchplatte af de lettere. Basic Brekkie serveres hele dagen, og du behøver således ikke at skulle videre tidligt op for at nyde denne anretning i de luftige og rustikke kælderlokaler under det historiske pakhus.
Hovedbestanddelen i en Basic Brekkie er det hjemmebagte brød. The Packhouse på Christianshavn er nemlig, foruden en velindrettet og hyggelig café, et såkaldt mikrobageri. Det betyder, at det brød, som serveres til de forskellige anretninger, altid er bagt på stedet – og som regel inden for få timer.
Du får altså friskbagt landbrød på surdej og rugbrød med kerner, når du bestiller en Basic Brekkie hos The Packhouse. Denne består desuden af økologisk skinke og vesterhavsost samt hjemmelavet marmelade og et blødkogt økologisk æg med salt. Nyd en Basic Brekkie med en kop kaffe eller espresso efter eget valg – så bliver din morgen helt perfekt.
Ud over Basic Brekkie kan du bestille mindre anretninger så som en økologisk hjemmebagt surdejsbolle med smør og ost, et blødkogt æg serveret med rugbrød og smør eller en hjemmelavet surdejstoast med enten cashewsmør og syltetøj eller hjemmelavet nutella.
Som et alternativ til Basic Brekkie finder du The Packhouses Morning Mix. Her får du en såkaldt mini frutti bowl, som er en skål med friskskåret økologisk frugt samt et blødkogt æg og en avocado. En Morning Mix serveres med oven for beskrevne hjemmebagte rugbrød og landbrød og hertil vesterhavsost, hjemmelavet nutella og smør.
GRØD på Christianshavn – når morgenmaden skal være noget særligt
Hvis du gerne vil kickstarte din dag med et måltid som på én og samme tid er let og mættende, kan du med stor fordel aflægge din lokale grødbar på Christianshavn en visit. Her kan du nemlig få serveret grød og lignende retter i absolut formidabel klasse.
GRØD på Christianshavn har til huse i starten af Prinsessegade tæt på Christianshavns metrostation og nærmest lige op ad Frelserkirken med det flotte, snoede spir. Caféen er både hyggelig og velindrettet med fokus på det enkle udtryk.
Hos GRØD kan du starte dagen med en skål kold eller varm grød. Uanset om du er fan af den traditionelle havregrøde, eller om du sætter pris på en skål chiagrød med sunde toppings, en Acaï Bowl med blåbær eller måske blot en portion mager økologisk skyr med frisk frugt og granola, kan du finde, hvad du søger hos GRØD.
Der er altså virkelig gode muligheder for at sammensætte en lækker brunch eller morgenmad, når du befinder dig på Christianshavn. Og du får med sikkerhed mulighed for at nyde dit tidlige måltid i nogle af Københavns smukkeste omgivelser!